Hvem er det? “Lille pikkelmand havde 100 pikkelbørn, der var pikkelsorte undtagen pikkelsjat, han var pikkelgrøn”

Svaret er en enebærbusk med bær og nåle (en gammel gåde)

I dag forbinder de fleste i Danmark enebær med krydderi og gintonik. I de gamle dage brugte man enebær til alt muligt og umuligt: bær og nåle til madlavning, desinficering, fordrivelse af lopper, som medicin mod en stor række af sygdomme, som potens, fine grene og rødder til at flette kurve, tykke grene til skafter og listen kan fortsættes.

Ene var også meget kendt og populær, pga. en stor udbredelse og robusthed. Enebær er nemlig det nåletræ, der er mest udbredt i verden. Enebær er ret udbredt i de nordiske lande, og nogle arter findes i Østafrika. Enkelte arter findes i Danmark. Mest kendt er vildtvoksende enebær på Mols. Ene kan vokse på sandet jord og kan vokse på næsten alle typer af jordbund. Ene tåler frost og vind og stiller ikke stort krav til næring.

Enebærbuske, Nationalpark Mols, Djursland, Danmark

Enebær – historisk indblik
Arkæologer har desuden fundet tegn på anvendelse af enebær på mange bopladser i Europa. Enebær var kendt i det antikke Grækenland, hvor bærrene anvendtes til medicinske og kulinariske formål. Man har fundet enebær i ægyptiske grave og på flere gravsteder. De gamle egyptere brændte enebær og indåndede dens dampe for at rense sig selv fysisk og åndeligt. Man opfattede enebær som et symbol på det evige liv, og det blev anset som i stand til at bekæmpe døden. Vikingerne brugte enebær til fremstilling af mjød.

I middelalderen brugte man enebær til bekæmpelse af pest og andre smitsomme sygdomme. De nordamerikanske indianere brugte enebær til at helbrede sår og mod hudsygdomme. Avicenna anbefalede enebær som et diuretikum. I Frankrig, i det 18. -19. århundrede, brugte man en praksis at brænde enebær under kopperepidemier på hospitaler.

I 1600-tallet opfandt den hollandske professor Franciscus Sylvius en ”opskrift” på en medicin mod gigt og nyresmerter. Man brænde spiritus på korn eller kartofler plus enebær. Drikken blev kaldt for gin efter det franske ord for enebær – geniévre. Gin blev solgt på apoteker som et ”universelt” middel mod de fleste plager i mange europæiske lande. Dog blev gin mere kendt for, ikke som medicin, men, som en berusende drik.

Enebær har altid været enormt værdsat i Rusland. Man brugte traditionelt enebær sammen med birk til dampbade. I husholdningen brugte man små enebærgrankogle ved brændeovne (pech’) til forbedring af luften og mod onde ånder. Aromatiske enebær benyttede man for at beskytte uldtøj og pelstøj mod møl, og til at fordrive lopper og mider. Enebærs helbredende egenskaber blev omtalt første gang på trykt skrift i 1772 i “Økonomisk Magazin”.

Senere blev enebær officielt inkluderet i statens farmakopé. Enebær bær- og greneafkog var anvendt mod menstruationsmerte, diatese, mavesår, betændelser, gigt, nyre og urinblæresygdomme.

Desuden benyttede man enebærolie fra nålene og kogler til at sterilisere værktøj og sår i kirurgi indtil slutningen af 19. århundrede.

Enebær i nutiden
Enebær er rig på fed olie, stoffet pectine (pentosaner), organiske syrer (æblesyre, myresyre og eddikesyre), farvestoffet juniperine, C-vitamin og voks. Den indeholder podophyllotoxin med antitumoraktivitet.gin-og-tonik

I nutiden anvendes enebær mest i gastronomien, som naturlægemiddel, i aromaterapi og kosmetologi.

I skandinaviske lande har man tradition for at anvende enebær i køkkenet, mest til vildt, fjerkræ og kål. Enebær bruges også i de fleste europæiske lande som smagsstof i gin samt i en lang række fødevarer.

Dog er enebær mest kendt fra naturmedicin i mange andre europæiske lande.

Der findes ikke videnskabelige beviser for enebærs effekter på menneskets helbred som et ”universelt middel”, som enebær havde rygter for i de gamle dage. Dog findes en række af anvendelser, og der forskes ret meget i nutiden for at bekræfte enebærs virkning og for at finde nye muligheder for anvendelse.

I Polen og Bulgarien anvendes enebær til fremstillig vanddrivende midler og diverse cremer mod dermatit og gigt. I Tyskland er enebær kendt i alternativ medicin til behandling af problematisk hud og herpes. I Rusland bruges enebærolie og produkter baserede på olien traditionelt mod gigt, hæmorider, prostata, højt blodtryk, forkølelse, tarminfektion, som desinfektionsmiddel og som et antimikrobielt og anti-inflammatorisk middel. Enebærs varmende og forfriskende effekt gør den meget populært ved kronisk træthed, kolde hænder/ fødder og lændesmerter.

  • I Schweiz er enebærolie meget populært og anvendes både udvendigt og indvendigt (sammen med honning eller på en sukkerknald). I Schweiz bruges enebærolien meget til luftdesinficering hjemme, på skoler, hospitaler og i plejehjemmene.

I mange lande bruges enebær i kosmetologi. Det hjælper med at modvirke skaldethed og styrker håret. I kosmetologi og dermatologi anvendes olie til fedtet hud, akne og til hudrensning.

For nylig var der fundet nogle indikationer på antikræft egenskaber. Ifølge forskerne er det en af de mest lovende stoffer i skabelse af anticancerpræparater.

Enebær har i reagensglasforsøg vist sig at hæmme brystkræftceller, frie radikaler og skadelige mikroorganismer. Effekten tilskrives enebærs naturligt høje indhold af stofferne alfa-pinen, p-cymen og beta-pinen.

I de seneste år er enebærolie blevet meget populært i aromaterapi, hvor den bruges som meditationsolie og mod kronisk træthed. Olien renser sindet, hjælper med at udrense bekymring og fordriver forvirring og udmattelse og styrker selvvær.

Fra gammel tid har enebær haft ry for at fremkalde seksuelle lyster. Det findes alligevel ikke nogle direkte indikationer for enebær som man direkte kan kalde enebær for et potensmiddel. Dog viser det sig, at den friske, træagtige, bittersøde og balsamiske duft af enebærolie er meget foretrukket af mænd.

Mine egne undersøgelser viser, at hvis mænd få mulighed at vælge en æteriske olie fra en række forskellige æteriske olie ved en blindtest, så er der mange mænd, som vælger enebærolie.

Derfor er der en god grund til at tilføje enebærolie til massageolie, aromalampe og hjemmelavet parfume.

Enebærolie VIVASAN
Til fremstilling af olien samles de modne bærkogle i september og oktober. Bærkoglerne indeholder sukker (op til 40%), harpiks (op til 10%) og kun 0,5-2% æteriske olier, som består af mono-og bicykliske monotherpenes og sesquiterpen. Det lave indhold af æteriske olier bevirker en relativ høj pris for selve enebærolien.

VIVASAN enebærolie produceres fra bærkoglerne ved dampdestillation, er helt ren, og hver parti olie gennemgår en streng kvalitetskontrol, som garanterer for kvaliteten og opretholdelsen af standarter.

For en god orden skyld vil jeg gerne understrege: Enebærolie VIVASAN er ren æterisk olie, dvs. er meget koncentreret. Derfor brug kun få dråber. Olien skal undgås af gravide, da den kan sætte fødslen i gang. Enebærolie skal undgås ved nyresygdomme. Du skal undgå selvhelbredelse – kontakt din læge for at være på den sikre side.

Af Natalia Burmistrova Jørgensen

 

 

 

Find produkter med enebærolie >

Æteriske olier fra VIVASAN produceres af Elixan Aromatica GmbH i Schweiz.

Høj kvalitet af økologiske råvarer, sammen med moderne produktionsmetoder og streng kvalitetskontrol af slutprodukt er garanti for den reneste kvalitet af VIVASAN æteriske olier.
Kvalitetskontrol:
– Produktion ifølge GMP (Good Manufacturing Practice) og PIC (Pharmaceutical Inspection Convention)
– SQTS (Swiss Quality Testing)
– Ifølge Cosmetics Directive 76/768/EEC
Æterisk olie fra VIVASAN fremstilles til personlig og professionel brug indenfor homøopati og aromaterapi.
VIVASAN æteriske olier sælges med 10 ml dråbeflasker med dråbepipet af standard størrelse, som garanterer nøjagtig dosering.

Referencer:
“Aromaterapi for almindelige lidelser” af Shirley Pris, ophavsret 1991, Simon Schuster Publishing
“New Herb Bible” af Earl Mindell R., Ph. D. , ophavsret 2000, Simon Schuster Publishing ”Smuk og sund sammen med VIVASAN”, af VIVASAN Akademiet, ophavsret 2010, Moskva
“Den lille Herb Encyclopedia” af Jack Ritchason ND, ophavsret 1995, Woodland Health Bøger
“Rodale’s Illustrated Encyclopedia of Herbs” af Claire Kowalchik William H. Hylton, Editiors, ophavsret 1998, Rodale Press Inc.
Jean Valnet: Aroma Therapie, 1976; K.-H. Kubeczka: Vorkommen und Analytik ätherischer Öle, 1979, Robert B. Tisserand: Aroma-Therapie. Heilung durch Duftstoffe, 1980; E. Steinegger & R. Hänsel: Pharmakognosie, 1992; A. Y. Leung: Encyclopedia of Common Natural Ingredients, 1996.
Fra Folk og Flora”, af V. J. Brøndegaard, 1978
Blogger, uddannet MBiochem, MBA