Natlysolie, Klokken otte eller livets olie

Oenothera har mange navne. I Danmark er planten kendt som natlys, eller ”klokken otte”, da blomsterne åbner sig om aftenen.
På hollandsk kaldes natlys: ’Lille Jan, hvad er klokken?’

Dog skal man ikke forstå åbningstiden klokken otte bogstaveligt, da blomsterne åbner sig før ”den officielle åbningstid klokken otte”. På engelsk kalder man oenothera for ”Evening Star”. Oenothera kaldes også for ”aften primula”, da blomsterne ligner primula lidt, dog er ligheden ikke ret stor.

Dansk navn: Toårig Natlys, Natlys, ”Klokken otte”, Aften Primula
Engelsk: Evening Star
Tysk: Echte Nachtkerze
Latin: Oenothera biennis
Natlysfamilien (Onagraceae)

Oenothera er en slægt med over et hundrede forskellige arter, som stammer fra Nordamerika. Nogle arter findes også i Danmark. For eksempel Klit-Natlys (Oenothera ammophila) findes nogle steder på sandjord langs vestvendte kyster. Nogle steder, her i Danmark, kan man finde vildtvoksende Rødfrugtet Natlys (Oenothera rubricaulis). I danske haver er Kæmpe-Natlys (Oenothera glazioviana) mere kendt.

Flot haveprydplante
Jeg selv har glæde af Kæmpe-Natlys med talrige flotte duftende gule blomster i min have. Planten er ikke krævende. Kæmpe-Natlys sætter efter blomstringen en stor mængde af kantede kapsler med kantede frø, som flittigt sår sig selv. Natlys dukker tit op forskellige steder i haven, dog uden at give et ukrudtsproblem.

Planten er toårig. Så det første år kommer der en flad bladroset (ligner lidt mælkebøttens bladroset), som jeg flytter til blomsterbedet, hvor der det følgende år skyder en plante med høj bladstængel, op til halvanden meter høj, med flotte blomster. Natlys har en kraftig stængel, og på beskyttede steder i haven kan den modstå vinden. Men nogen steder bliver jeg nødt til opbinde den. Ellers er Natlys en meget nem plante og trives godt.

Undervurderet køkkenurt
Men natlys er ikke blot til pynt. Alle natlysets plantedele – blomster, blade, rødder og frø – er spiselige, selvom natlys ikke er kendt som køkkenurt her Danmark. Bladene kan spises som spinat, skuddene kan spises som salat, blomsterne, med parfumeret duft, kan bruges som pynt på kager og til kryddersnaps. På markeder i Sydeuropa kan man købe såkaldte ’gule skorzoner’, som er kødfulde rødder af natlys. Unge rødder har en pebret smag og kan spises rå som en grøntsag i salat eller til kødretter. Det kan godt være, at natlys bliver en nyopdaget dansk rodfrugt, eftersom der er særlig fokus på at spise flere rodfrugter her i Danmark.

Lægeplante
Natlys er også kendt fra gammel tid som en medicinsk plante. Den engelske herbalist, Nicholas Culpeper, skrev i 1650: “Det åbner forhindringer i lever og milt, provokerer urin, er godt for vattersot (ødem), hvis den infunderes i almindelig drikke” (“It opens obstructions of the liver and spleen, provokes urine, is good for dropsy (oedema) if infused in common drink”, eng.). Planten blev indført til Europa under navnet »Kongens kurerer-alt” (”King’s Cureall” eng.), og i England var den anvendt i lang tid til flere forskellige medicinske formål, som kighoste, astma, sårheling, menstruationssmerter og diarre. Alligevel er natlys ikke blevet ret kendt som en helseplante her i Europa, medmindre som en urtete med natlysblade mod dårlig mave.

Værdifuld olie
Det var i begyndelsen af det 19. århundrede, at natlys (Oenothera biennis) tiltrak sig særlig opmærksomhed hos videnskabsmænd, da der var opdaget et stort indhold af olie i natlysfrø – op til 15%.

Senere blev det opdaget, at selve olien var noget særligt. Olien har et stort indhold af linolsyre (LA) op til 70 % linolsyre, og op til 10 % gamma-linolsyre (GLA), en omega-6-fedtsyre. Og det er omega-6-fedtsyre, som har gjort natlys til en meget populær lægeplante (med såkaldt livets olie).

Omega-6
Omega-6 fedtsyrer kan ikke produceres af vores kroppe, men skal indtages fra fødevarer.

Talrige undersøgelser har påvist, at omega-6-fedtsyrer har stor betydning for kroppens tilstand. Omega-6 forbedrer ​​immunsystemets funktion. Omega-6 har også vist sig at have en god effekt på diabetes, gigt, hjerte-kredsløbssygdomme, PMS og klimakteriet. Omega-6-fedtsyre hjælper huden med at holde på fugten, og et underskud af omega-6-fedtsyrer resulterer i tørt hår, hårtab, kløe, udslet, skallende hud og dårlig sårheling. Dermatitis er et af de første tegn på en væsentlig fedtsyre-mangel. Et tilskud af omega-6-fedtsyrer anbefales tit ved forskellige hudsygdomme som psoriasis, eksem m. fl.

Det findes også indikationer på, at omega-6-fedtsyre også har nogle anti-kræft egenskaber. Forskere på det amerikanske NorthShore University HealthSystem Research Institute har påvist, at omega-6-fedtsyrer kan hæmme et bestemt protein, som provokerer bryst- og mavekræft. En anden klinisk undersøgelse har påpeget, at omega-6-fedtsyre ​​også kan kontrollere kolesterolniveau.

Værdifuldte olie
De værdifulde egenskaber ved natlysolie er også suppleret med indholdet af vitamin E (Tocopherol), som er en stærk antioxidant, som beskytter cellerne mod skadelig iltning af frie radikaler, og som menes at have en forebyggende effekt mod kræft, forkalkning og for tidlig ældning.

Natlysolie i nutiden
Natlysoliens egenskaber har gjort natlys til en eftertragtet lægeplante. I nutiden dyrkes natlys kommercielt i mere end 30 lande pga. selve olien fra frøene.

Natlysolie udvindes ved koldpresning af frøene. Olien er mindre stabil end de fleste andre planteolier, og har dermed en kortere holdbarhed. Olien oxideres ved udsættelse for lys og luft, er følsom over for varme og fugtighed. Derfor skal den opbevares på et køligt og mørkt sted, og normalt køber man ikke ren olie på flaske, men den sælges tit i små kapsler.

Natlysolien anvendes oftest i kapselform som et kosttilskud. Desuden indgår den som ingrediens i forskellige cremer. Olien værdsættes især af kosmetologer og anvendes til ansigtsbehandlinger, ansigtsmasker og til berigelse af olier/cremer i blandinger med andre olier (ca. 10 % basisolie) da selve olien fra natlys er ret stærk og bør anvendes i en blanding med en basisolie.

Natlys – en utrolig plante med talrige egenskaber og et stort potentiale i fremtiden.

 

Referencer:
Assessment report on Oenothera biennis L., Oenothera lamarckiana L., oleum; European Medicines Agency, 16.dec11 , www.ema.europa.eu/docs
Chemical Information Review Document for Evening Primrose Oil (Oenothera biennis L.); National Institutes of Health, US, 2009, www.ntp.niehs.nih.gov
“Plant oil ‘acts like cancerdrug'”. BBC News. 2005-11-02. (describing work by Dr Javier Menendez and colleagues at Northwestern University and published inJournal of the National Cancer Institute). http://klemow.wilkes.edu/Oenothera.html

 

Tags:
Blogger, uddannet MBiochem, MBA